Droply 
Der var engang, i et slot på en bakke, en venlig prins. Han ville gerne finde en rigtig prinsesse, som kunne blive hans ven og en dag hans brud. Han rejste over bjerge og floder, men hver gang han mødte nogen, tænkte han: er hun nu virkelig en prinsesse?
Så han kom hjem til slottet igen, lidt træt og lidt trist.
En aften rullede et stort uvejr ind over bakken. Vinden sagde whuuuush rundt om tårnene. Regnen sagde plip-plop, plip-plop på ruderne. Tordenen rumlede langt, langt væk.
Så … bank, bank, bank. Der var nogen ved slottets port.
Den gamle konge gik selv ned for at lukke op. Dér, i regnen, stod en ung pige. Vandet dryppede fra hendes hår. Vandet løb ind i hendes sko og ud ved hælene. Men hun smilede og sagde: "God aften. Jeg er en prinsesse, og jeg er faret vild i uvejret. Må jeg komme ind?"
"En prinsesse?" tænkte dronningen. "Det skal vi nok finde ud af." Og hun smilede et hemmeligt smil.
Dronningen gik stille op i gæsteværelset. Hun tog alt sengetøjet af sengen. Så lagde hun, lige i midten, én lille, rund, grøn ært.
Oven på ærten lagde hun en madras. Så en til. Og en til. Tyve bløde madrasser, den ene oven på den anden. Og oven på dem stablede hun tyve bløde dyner. Sengen var så høj, at prinsessen skulle bruge en stige for at komme op.
"Sov godt, min kære," sagde dronningen.
Prinsessen klatrede op, op, op ad stigen, puttede sig under den øverste dyne og lukkede øjnene.
Om morgenen kiggede solen ind ad vinduet. Prinsessen kom ned til morgenmad og gned sig i øjnene.
"Har du sovet godt?" spurgte dronningen.
"Åh, slet ikke særlig godt," sagde prinsessen høfligt. "Der var noget lille og hårdt i min seng. Jeg vendte mig til den ene side og til den anden side hele natten. Jeg tror, jeg er helt gul og blå!"
Kongen, dronningen og prinsen så på hinanden. Kun en rigtig prinsesse kunne mærke én lille ært gennem tyve madrasser og tyve dyner!
Prinsen blev så glad. Endelig havde han fundet en rigtig prinsesse, og hun var både blid og ærlig. De blev de allerbedste venner, og senere blev de gift med musik og blomster og en kæmpestor kage.
Og den lille grønne ært? Den kom på kunstkammeret i et glasskab, hvor man stadig kan se den i dag … hvis ingen har taget den.
Den aften sov prinsessen i en seng med kun én madras og én blød dyne. Ingen ærter overhovedet. Hun trak dynen op til hagen, lyttede til regnen, der hviskede på ruden, og gled ind i den dybeste, hyggeligste søvn.
Nu er det din tur til at putte dig. Din seng er blød. Din pude venter. Her er ingen ærter … kun søde drømme.
Godnat.
