Tornerose

For længe siden, i et rige med grønne bakker og langsomme floder, fik en konge og en dronning en lille datter. De kaldte hende Rose, og hele landet festede.

Til festen inviterede kongen rigets kloge koner, som var kendt for deres gaver. Der var tretten af dem, men slottet havde kun tolv guldtallerkener. Så med tungt hjerte inviterede kongen tolv.

Én efter én trådte de kloge koner hen til vuggen. Den første gav barnet venlighed. Den anden gav hende mod. Andre gav hende nysgerrighed, latter, kærlighed til musik og en gave for venskab.

Lige da den ellevte var færdig, gik de store døre op. Ind kom den trettende kloge kone med kappen stadig støvet fra vejen. Hun var såret over at være blevet glemt, og hendes ord kom skarpt. "Når prinsessen er femten," sagde hun, "vil hun stikke sig på en ten … og falde i søvn."

Der blev helt stille i salen. Men den tolvte kloge kone havde endnu ikke givet sin gave. Hun trådte blidt frem. "Jeg kan ikke gøre de ord ugjort," sagde hun, "men jeg kan gøre dem blødere. Hvis det sker, bliver det en fredelig søvn, hundrede år lang, og hun vil vågne igen, tryg og rask. Og hun skal ikke sove alene."

Kongen var stadig bekymret. Han befalede, at alle rokke i riget skulle pakkes væk. Årene gik, og Rose voksede op, præcis som gaverne havde lovet: venlig, modig og nysgerrig.

Om morgenen på hendes femtenårs fødselsdag, mens hele slottet travlt forberedte festen, gik Rose på opdagelse. Hun gik op ad en snoet trappe, hun aldrig havde lagt mærke til, helt op til toppen af et gammelt tårn. Dér, i et lille rundt værelse, sad en gammel kone og spandt hør og nynnede stille.

"Hvad er det for en vidunderlig ting?" spurgte Rose.

"En rok," sagde konen. "Vil du prøve?"

Rose rakte hånden frem … og tenens spids rørte hendes finger. Hun mærkede en varm, tung døsighed, som slutningen på en lang sommerdag. Hun lagde sig på en lille seng ved vinduet og lukkede øjnene.

Og præcis som den tolvte kloge kone havde lovet, faldt hele slottet i søvn sammen med hende.

Kongen og dronningen, som lige var kommet ind fra haven, gabte og satte sig på deres troner. Kokken, der netop skulle røre i suppen, nikkede hen ved komfuret. Hestene døsede i staldene, hundene krøllede sig sammen i gården, og duerne stak hovedet ind under vingen oppe på taget. Selv ilden i kaminen blev stille, og vinden holdt op med at rasle i bladene.

Rundt om slottet begyndte en hæk af vilde roser at vokse. Den blev højere og tættere for hvert år, fuld af grønne blade og bløde lyserøde blomster, indtil kun tårnspirene kunne ses over den.

Folk fortalte historier om det sovende slot, der lå gemt i roserne. Nu og da prøvede en vandringsmand at finde vej igennem, men hækken var for tæt, og tiden var endnu ikke kommet.

Så, præcis hundrede år senere, kom en ung vandringsmand fra et land langt borte. Han havde hørt de gamle historier af sin bedstemor og ville se stedet med egne øjne. Han havde ikke travlt, og han prøvede ikke at mase sig igennem. Han gik bare langs hækken og beundrede roserne.

Og mens han gik, skiltes grenene langsomt og åbnede en sti af rosenblade, lige bred nok til én.

Han trådte ind i gården. Alt var stille. Hundene sov i solen. Kokken sov ved komfuret. Han gik op ad den snoede trappe til tårnet, og dér, i det lille runde værelse, fandt han Rose, der stadig sov fredeligt, som om hun lige havde lukket øjnene.

"Hej," sagde han blidt.

Rose åbnede øjnene. Hun smilede, som om hun lige havde haft en rigtig god drøm.

Og i hele slottet vågnede alt. Kongen og dronningen strakte sig. Hestene rystede manken. Duerne fløj op fra taget. Ilden knitrede til live igen, og kokken rørte endelig i suppen, som mærkeligt nok stadig var varm.

Den aften blev der holdt en stor fest med musik og dans i rosenhaven. Rose og vandringsmanden blev gode venner, og med tiden blev de gift, og riget var lykkeligt i mange, mange år.

Og hver aften, når Rose gik i seng, var hun taknemmelig for søvnen: for den måde, den hviler os på, holder os trygge og altid, altid bringer os blidt frem til en ny morgen.

Så lad slottet blive stille omkring dig. Ilden er lav. Roserne lukker sig for natten. Hvil dig nu … og vågn op til en lys ny dag.

Godnat.