Droply 
Der var engang, ved en stille dam, en andemor, der lå på sin rede. Hun ventede på, at æggene skulle klække.
Knæk! Knæk! Knæk! Én efter én hoppede små gule ællinger ud af skallerne. "Pip, pip!" sagde de, bløde og små.
Men ét æg var større end de andre. Andemoren ventede og ventede. Til sidst … KNÆK! Ud tumlede en ælling, der var stor og grå og lidt klodset. Han lignede slet ikke de andre.
"Pip?" sagde han.
Hans søskende kiggede på ham. "Du er anderledes," sagde de. "Du er for stor. Dine fjer er grå." Og så svømmede de væk uden ham.
Den lille grå ælling blev ked af det. Han prøvede at padle som dem og rappe som dem, men det blev aldrig helt rigtigt.
Så en dag vraltede han væk fra dammen, helt alene.
Han gik gennem det høje græs. Han mødte nogle gæs, der snadrede og fløj væk. Han mødte en kat, der bare gabte. Han mødte en høne, der sagde: "Kan du lægge æg? Nej? Hvad er du så god til?"
Det vidste ællingen ikke. Han ønskede sig bare et sted, hvor han hørte til.
Efteråret kom. Bladene blev røde og gyldne og dalede ned. En aften så ællingen op og fik øje på en flok smukke hvide fugle, der fløj højt over himlen. De havde lange, yndefulde halse og brede, skinnende vinger. Ællingen så efter dem, til de var små prikker langt, langt væk. Han fik en sær, varm følelse i hjertet, selvom han ikke vidste hvorfor.
Så kom vinteren. Sneen faldt blødt over markerne. Ællingen fandt et lunt sted mellem sivene, pustede fjerene op og ventede. En venlig bonde kom forbi og strøede lidt korn til ham, og han stak hovedet ind under vingen og drømte om foråret.
Og foråret kom. Solen blev varm. Isen smeltede. Blomsterne sprang ud. Ællingen strakte sine vinger, og de føltes stærke. Han baskede med dem én gang, to gange … og pludselig fløj han!
Han fløj over markerne, indtil han så en glitrende sø. Og dér, på vandet, gled de smukke hvide fugle, som han havde set om efteråret.
Han landede blidt på søen og bøjede hovedet. Og så så han sit spejlbillede i vandet.
Han var ikke en grå ælling længere. Han var hvid, med en lang, yndefuld hals og brede, skinnende vinger.
Han var en svane.
De andre svaner svømmede hen til ham. "Velkommen," sagde de. "Vi har ventet på dig." De rørte blidt hans fjer med næbbet, og han vidste, at han var kommet hjem.
Børnene på bredden pegede og smilede. "Se! En ny svane! Han er den smukkeste af dem alle!"
Men den unge svane var ikke stolt. Han var bare glad. Glad for at være sig selv, og glad for at høre til.
Den aften, mens solen gik ned over søen, stak han hovedet ind under sin bløde hvide vinge og lod sig vugge, blidt, blidt, på det stille vand, indtil han sov.
Du er også præcis den, du skal være. Pak dig godt ind, som en svane på en stille sø … og glid ind i søvnen.
Godnat.
